October 16, 2017

Please reload

Seneste blogindlæg

I'm busy working on my blog posts. Watch this space!

Please reload

Udvalgte blogindlæg

EN ULTRAKORT INTRO TIL GESTALT-TERAPI

July 6, 2017

 

Ordet “gestalt” kommer fra tysk og betyder “helhed” eller “form”. Helheden er mere end sine dele - og at "gestalte" noget vil sige at tilskrive det en mening og dermed opnå en forståelse af helheden. Dette princip anvendes også i grafisk design, fx vil mange, der ser tre punkter i nærheden af hinanden se en helhed i form af en trekant. Denne proces sker helt automatisk - vores hjerne er bygget til hurtigt at skabe en forståelse for de situationer, vi oplever dagligt. I nogle sammenhænge kan det være smart - fordi det sparer os en masse kræfter i hverdagen og gør det muligt at navigere hensigtsmæssigt.

 

I andre tilfælde er den mening, vi tilskriver verden omkring os lidt skæv i forhold til det, der reelt er på spil. Og det betyder, at vi risikerer, at vores automatiske fortolkning af verden er baseret på fejlslutninger. Det kan også være at processen af forskellige årsager er forstyrret, fordi du kun tilskriver en del af det, du oplever en værdi. Det kan fx være, at du har en overbevisning om, at du er "sådan et menneske, der har styr på det" - så kan du have en tendens til at se verden igennem et filter, der bekræfter dette selv-billede.

 

Derfor interesserer en gestalt-terapeut sig for, hvordan du bærer dig ad med at skabe mening og hvilke mentale filtre, du oplever verden igennem!

 

Kort fortalt er gestalt-terapi en terapeutisk retning, der arbejder med at skabe klarhed og øge din opmærksomhed og indsigt i dine egne handlemønstre, tanker, følelser og reaktioner. Helt centralt er spørgsmålet: Hvordan bærer du dig egentlig ad med at leve dit liv? Eller: Hvordan "gestalter" du de fænomener, du oplever - både i dit indre liv, fx sansninger og følelser og i dit ydre liv, fx i dine relationer.

 

Grundtanken er, at når du kender dig selv og står ved alle dine sider - de lyse og mørke, dine styrker og svagheder, de sider, du er stolt af og dem, du helst vil gemme væk - så er det muligt at skabe de forandringer, du ønsker i dit liv! Eller formuleret lidt anderledes: Du forandrer dig ikke ved at prøve at være en anden end den, du er. Forandring er først mulig, når du opdager og accepterer dig selv præcis som du er og opnår klarhed over den kontekst, du lever dit liv i og de relationer, du indgår i. 

 

Gestalt-terapi er baseret på et eksistentialistisk grundlag, så temaer som frihed, valg, ansvar og mening/meningsløshed er centrale omdrejningspunkter. Hvordan magter du at leve dit liv? Og hvordan forvalter du din frihed som menneske og det ansvar, du har for dig selv? Er der områder, hvor du undgår at træffe valg og tage ansvar - og hvordan bærer du dig egentlig ad med det?

 

Gestalt er samtale-terapi af den skole, der kaldes oplevelsesorienteret. Det betyder mere konkret, at samtalen er en undersøgende og kreativ proces, hvor forskellige eksperimenter er et helt naturlige elementer - det kan fx være “den varme stol”, tegninger, udforskning af drømme, fantasi-rejser, rolle-spil og meget mere. Det er også et helt naturligt element i terapien at undersøge både dine tanker, dine kropslige sansninger og følelsesmæssige reaktioner på de ting, du bringer ind i det terapeutiske rum.

 

At arbejde oplevelsesorienteret kan være udfordrende, fordi mange af os primært er vant til at bruge vores hoved og reflektere os frem til løsninger og træffe valg. Dermed kan vi overhøre, hvad vores krop prøver at fortælle os - og dermed miste vigtige budskaber fra os selv. Et vigtigt fokus i gestalt-terapi er at få integreret og skabe helhed og overensstemmelse i tanker og kroppens sprog - det er i denne helhed, at mening og (selv)indsigt kan spire frem.

 

Gestalt-terapi er fænomenologisk. Det betyder, at det, der undersøges er det, der dukker op og optager dig undervejs i processen - det primære fokus er på det, du oplever lige HER OG NU. Derfor er der ingen fast skabelon for, hvordan en terapi-session foregår. Og arkæologisk arbejde i din fortid/barndom er kun interessant, hvis den står i vejen for, hvordan du lever dit liv i nutiden!

 

Udforskningen tager ofte afsæt i det, der sker i relationen mellem dig og terapeuten, fordi jeg som gestalt-terapeut tror på, at det, der udspiller sig i samtale-rummet er en “mini-udgave” af det, der udspiller sig i de relationer, du indgår i udenfor rummet - ude i dit almindelige liv. Terapien bliver dermed en slags livs-laboratorium, hvor du er fri til at undersøge, hvordan du i virkeligheden er - uden forstyrrelser fra de relationer og sammenhænge, du ellers befinder dig i. Og hvor du har en professionel samtalepartner at spille bold med og spejle dig i.

 

Min rolle som terapeut er at skabe en ramme, hvor jeg kan støtte og udfordre dig i din undersøgelsesproces og give dig et rum, hvor du kan være dig - præcis som du er!

 

At gå i terapi er ikke et quick-fix og jeg kan ikke love dig et langt lykkeligt liv. Til gengæld tror jeg på, at du kan få et liv med større opmærksomhed på dig selv og andre - et liv, hvor du kan opnå at leve endnu mere fuldt og helt og i større overensstemmelse med dine egne værdier. 

 

Processen kan til tider være hård og det kan kræve både sved og tårer - derfor kræver det en god portion mod og nysgerrighed og vove-mod at gå vejen. Til andre tider kan det være ganske livsbekræftende og et kæmpe energi-boost at arbejde med sig selv. Jeg har selv gået vejen og har rykket mig kvante-spring - både personligt, professionelt og i mine relationer med andre.

 

Er du nysgerrig på mere? Og tør du tage det første skridt allerede i dag? Så send mig en mail på tina@forandringsfabrikken.dk eller ring på 31413248.

 

Please reload

Følg mig
Please reload

Sorter efter tags
Please reload

Arkiv
  • LinkedIn Social Icon
  • Facebook Social Icon
            forandringsfabrikken.dk  //  +45 3141 3248  //  tina@forandringsfabrikken.dk  // cvr 34414262  

© 2017 by forandringsfabrikken.dk